Sections
 
New in Denmark Work Education Organisations Healthcare Relationships and Family Culture Society
You are here: Home Arbejde Jobsøgning og CV Lav et detaljeret CV (Curriculum Vitae)
Document Actions
  • Send Facebook
  • Send Send
  • På dansk På dansk

Lav et detaljeret CV (Curriculum Vitae)

Dit CV er en oversigt over din uddannelsesmæssige baggrund og en beskrivelse af dine vigtigste kvalifikationer og kompetencer. Det er utrolig vigtigt at sørge for at have så mange oplysninger med som muligt så den der modtager dit CV og din ansøgning har et klart billede af hvilken uddannelse du har, hvor du har arbejdet og i hvilken funktion. Der er ingen opskrift på det rigtige CV, men sørg for at der er nogle detaljerede oplysninger om hvilke arbejdsområder du har beskæftiget dig med eller evt. været ansvarlig for. I det følgende kan du se en nærmere beskrivelse af hvad et CV bør indeholde: 

Personlige data

Dit fulde Navn Fødselsdato Adresse og telefon (evt. både privat og på arbejde) E-mail adresse Familiære forhold (gift, ugift, børn) 

Erhvervserfaring

Det er utrolig vigtigt at du grundigt beskriver hvilket ansvarsområde du har haft, hvilke resultater du har opnået i dit job, hvilke konkrete arbejdsopgaver du har bestredet og sidst, men ikke mindst hvilke kompetencer dette job viste at du havde, eller sørgede for at du udviklede. Når du skal beskrive din erhvervserfaring, er det altså IKKE nok at du blot skriver 'Virksomhed XXX 1997-2000.' For det siger ikke ret meget om hverken kompetencer, kvalifikationer eller erfaring – og det er netop det virksomheden er interesseret i at vide noget om. Sørg desuden altid for at have de nyeste oplysninger øverst. 

Uddannelse

Når du beskriver din uddannelse, skal du igen sørge for at sætte fokus på hvad du har lært, og hvilke kompetencer netop denne uddannelse har givet dig. Det er ikke nok at skrive: 'Jeg er uddannet XXX,' for det er ikke sikkert at den der læser ansøgningen kender til denne uddannelse eller det pågældende uddannelsessted. Hvis du har mulighed for det, kan du evt. vedlægge en beskrivelse af din uddannelse eller uddannelsesstedet. Hvis din uddannelse er taget i udlandet, kan du få din uddannelse vurderet i forhold til det danske uddannelsessystem hos Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser. På deres hjemmeside kan du finde et ansøgningsskema der giver dig mulighed for at få vurderet netop din uddannelse hvilket gør det nemmere at beskrive den i dit CV. (Se links nederst på siden for yderligere information). 

Relevante supplerende kurser

Har du taget forskellige kurser, enten i forbindelse med din uddannelse, eller hvis du som udlænding har brugt tid på at lære dansk, så sørg for at få det med i dit CV! Alle kurser og al form for dygtiggørelse kan være relevant i forbindelse med jobsøgning. 

Deltagelse i udvalg/foreninger

Hvis du fx har været aktiv i forskellige udvalg eller foreninger eller i andet omfang har deltaget i frivilligt arbejde eller har varetaget forskellige tillidsposter, så skriv det endelig i dit CV! Det sender et signal om engagement der er noget de fleste virksomheder sætter pris på. 

Sprogkundskaber

Mange virksomheder samarbejder i et eller andet omfang med udlandet, og det kan derfor være en særdeles god idé at gøre meget ud af at beskrive sine sprogkundskaber. Det er ikke sikkert at de er relevante i lige præcis det job du søger, men det kan jo være at dine sprog kan komme virksomheden til gode i nogle andre sammenhænge. Så sørg for at skrive det på, og forklar gerne hvor godt du mestrer sproget (flydende, skriftligt, mundtligt, til husbehov). 

IT-kendskab

Mange job indebærer en eller anden form for brug af IT, og det er derfor en god idé at fortælle lidt om hvad du kan og hvor meget. Kan du programmere? Kan du sende mails? Kan du skrive et brev eller lave et regneark? Kan du finde ud af at bruge Internettet? Skriv det hele i det omfang du vurderer at det har relevans. 

Fritidsinteresse

Mange virksomheder vil gerne vide lidt om personen bag de mere faglige kvalifikationer, og her kan fritidsinteresserne give et billede af dig som individ. Hvad du interesserer sig for og gerne vil bruge din tid på. Så gør lidt ud af at fortælle hvis du dyrker sport, er til bjergvandringer eller måske holder af at dyrke yoga.

Denne artikel er fra hjemmesiden www.jobsamtalen.dk
Jobsamtalen.dk er drevet af Foreningen Nydansker
og Institutfor Menneskerettigheder