Når du har fundet ud af, at du er gravid, skal du aftale tid hos din læge. Lægen foretager en graviditets-undersøgelse. Han eller hun tjekker, om alt er, som det skal være.
Graviditetsundersøgelse
Når du har fundet ud af, at du er gravid, skal du aftale tid hos din læge. Lægen foretager en graviditets-undersøgelse. Han eller hun tjekker, om alt er, som det skal være.
Du kan også tale med lægen om de spørgsmål, du har. Lægen kan for eksempel vejlede dig om, hvordan du skal spise, mens du er gravid. Hvad du skal tage hensyn til, hvis du har arbejde. Og hvilke gener, du måske kan opleve under din graviditet. Hvis du er utryg eller usikker i forhold til graviditet og fødsel, er det også en god idé at tale med lægen.
Ved den første undersøgelse vil lægen finde frem til, hvornår du formodentlig skal føde. Du får en terminsdato.
Terminsdato
Det er ikke så nemt at vide, præcis hvornår man er blevet gravid. Derfor regner lægen sig frem til et fødselstidspunkt. Det tidspunkt kaldes for en terminsdato.
Hvilken dato fik du sidst menstruation? Den dato skal lægen bruge for at lave regnestykket. Lægen spørger dig derfor om, hvornår din seneste menstruation startede.
En kvinde er gravid i cirka 280 dage. Det svarer til 40 uger. Så lægen tæller 40 uger frem for at finde tidspunktet for fødslen.
Husk at datoen er en beregning. Der er ingen garanti for, at du føder netop på den dato. Det er helt almindeligt at føde mellem tre uger før og to uger efter sin terminsdato.
Kilder: Læge og Sexolog Amneh Hawwa, Det
sundhedsvidenskabelige Bibliotek og Sundhedsstyrelsen.
Bearbejdet af redaktionen bag På let dansk / pt tekst.