Sterilisation er en operation. Lægen skærer et lille stykke af manden sædleder eller af kvindens ægleder. Når du er steriliseret, kan du ikke længere blive gravid. Derfor skal du ikke lade dig sterilisere, hvis du på et tidspunkt gerne vil have børn.
Hvem kan blive steriliseret?
- Du skal være fyldt 25 år for at kunne blive steriliseret.
- Du skal kun vælge sterilisation som prævention, hvis du er helt sikker på, at du ikke vil have børn. Hvis du er i tvivl, skal du vælge en anden præventionsmetode.
- Sterilisation er mest egnet til kvinder eller mænd, som har fået det antal børn, de gerne vil have.
- Sterilisation kan også være en løsning for personer med en sygdom, der gør, at man ikke bør få (flere) børn.
Sådan gør du, hvis du vil steriliseres
Du skal gå til lægen eller til en præventionsklinik, hvis du tænker på at blive steriliseret. Lægen vil forklare dig om operationen og om konsekvenerne af den. Det er en meget alvorlig beslutning at lade sig sterilisere, fordi du i al fremtid afskærer dig fra at få børn. Efter samtalen skal du skrive under på, at du har fået oplysning om, hvad sterilisation betyder. Lægen skriver også under.
Efter samtalen skal du vente nogle måneder, før du kan blive steriliseret. I den periode har du mulighed for at bestemme dig om. Det er en såkaldt sikkerhedsperiode.
Ventetiden skal mindske risikoen for, at du fortryder efter operationen.
Sterilisation af kvinder
Sterilisationen foregår ved en operation gennem bugvæggen. Operationen forgår på et hospital under fuld bedøvelse. Lægen fjerner et stykke af æglederne eller sætter en clips på. Du vil fortsat få ægløsning. Men den modne ægcelle kan ikke komme ned til livmoderen. Den forsvinder ud i kroppen og opsuges som andre celler.
Sterilisation påvikrer ikke din hormonproduktion. Du vil fortsat få menstruation. Du vil også fortsat have samme lyst til sex som før.
Sterilisationen virker med det samme.
Sterilisation af mænd
Sterilisationen foregår ved et lille snit i pungen. Det kan ske ambulant på et hospital eller hos en speciallæge.
Lægen fjerner et lille stykke af sædlederne. Så kan sæden ikke komme ud gennem penis. Manden danner fortsat sædceller. De forsvinder ud i kroppen og opsuges som andre celler. Du kan stadig få udløsning, og der kommer næsten lige så meget sædvæske ud som før. Men sædvæsken indeholder ingen sædceller.
Sterilisation pårvirker ikke din hormonproduktion og din evne til at gennemføre et samleje. Du vil også fortsat have samme lyst til sex som før.
Sterilisationen er først helt sikker efter 3 måneder. Indtil da kan der fortsat være sædceller i sædvæsken. Derfor skal I bruge en anden form for prævention i de første 3 måneder.
Efter 3 måneder tager lægen en sædprøve. Hvis den ikke indeholder sædceller, kan I holde op med at bruge anden prævention.
Gener efter sterilisation
Både mænd og kvinder har som regel meget få gener efter en sterilisation. Lige efter operationen kan det stramme lidt i arrene, og der kan komme lidt hævelse og blodansamling. I enkelte tilfælde kan der være lette smerter i de første dage eller uger.
Hos nogle mænd kan de ophobede sædceller danne små knuder i pungen. De forsvinder normalt af sig selv. I sjældne tilfælde skal de opereres væk.
Mulighed for at fortryde
6-7 % fortryder, at de er blevet steriliseret. Det er som regel personer under 30 år, der fortryder.
Hvis du fortryder sterilisationen, kan du måske få hjælp ved en ny operation. Lægen kan måske sætte æglederne eller sædlederne sammen igen. Du skal selv betale for operationen, og det er ikke sikkert, at den lykkes. Erfaringerne viser, at det kun lykkes for halvdelen at blive gravide efter en operation.
Sikkerhed mod graviditet
Når du eller din mand er steriliseret, er der næsten 100 % sikkerhed for, at du ikke bliver gravid. I meget få tilfælde kan æglederen eller sædlederen vokse sammen igen efter operationen.
Denne artikel er skrevet af Foreningen Sex og Samfund.
Bearbejdet af redaktionen bag På let dansk / pt tekst.