Sections
 
New in Denmark Work Education Organisations Healthcare Relationships and Family Culture Society
You are here: Home Sundhed Sundhed og sygdomme Almindelige sygdomme
Document Actions
  • Send Facebook
  • Send Send
  • På dansk På dansk

Almindelige sygdomme

Det er svært at beskrive, hvad sygdom egentligt er for en størrelse. Den mest oplagte måde at definere sygdom på er som den tilstand, man er i, når man ikke er rask. På samme måde er det svært at beskrive, hvad det vil sige at være rask. Desuden er der stor forskel på, hvornår forskellige mennesker føler sig henholdsvis syge og raske. Dette afhænger meget af det enkelte individ.

Forskellige smertegrænser

Man kan forestille sig to kvinder: Fru Hansen og Fru Petersen. Fru Hansen skal blot have lette smerter i lænden i et par dage, før hun føler sig syg og opsøger sin læge. Hvorimod Fru Petersens lændesmerter skal være meget kraftige i over to uger, før hun føler sig så syg, at hun er nødt til at opsøge lægen. Hvem er mest syg? – Er det Fru Hansen, der føler sig mest syg, eller er det Fru Petersen, der har de kraftigste smerter? Det er svært at svare på.

Sundhed

Der er også meget stor forskel på den måde, den enkelte patient præsenterer sine helbredsmæssige problemer på over for lægen. Nogle patienter præsenterer meget klare og afgrænsede problemstillinger, der er nemme at tage stilling til for lægen. Andre patienter præsenterer meget mere komplekse problemstillinger, der kan være en stor sammenblanding af familiemæssige, arbejdsmæssige, sociale og psykiske problemer.

Det mener lægen

I det sidste tilfælde er det vigtigt, at lægen og patienten når frem til nogenlunde den samme opfattelse af helbredstilstanden og finder ud af, hvordan de forskellige symptomer hos patienten skal tolkes. Nogle af de mest almindelige og veldefinerede problemstillinger, patienter opsøger deres praktiserende læge med, er hoste, rygsmerter, feber, hovedpine og træthed (se nedenfor). Det er så lægens opgave at sammenholde symptomerne med alle de andre forhold, der gør sig gældende for patienten, og tage stilling til, om der er tale om sygdom, og hvordan det eventuelt skal behandles.

Hoste

Hoste kan være tegn på både forbigående sygdomme som forkølelse og mere alvorlige sygdomme i lunger og hjerte – dog er det vigtigt at huske, at det er helt almindeligt at hoste. Hoste er en luftstrøm kroppen skaber, der har til formål at drive slim og fremmedlegemer ud af luftvejene. Hvis man for eksempel har inhaleret noget støv, svarer kroppen igen ved at hoste og dermed rense luftvejene. Man kan også være syg i luftvejene, dette kan også give hoste. Det er ikke normalt at hoste i længere tid (flere uger), og er dette tilfældet, bør man opsøge sin læge og få det undersøgt.

Smerter i ryggen

Rygsmerter er også et meget almindeligt problem. Især smerter i den nederste del af ryggen (lænderyggen) er almindelige. Disse smerter skyldes ofte overanstrengelse eller forkerte arbejdsstillinger. En del mennesker får disse smerter meget let, da deres ryg er i dårlig form, fordi de ikke sørger for at holde den sund og stærk ved normal fysisk udfoldelse. Hvis smerterne fra ryggen stråler ned i benene (og man eventuelt også har svært ved at holde på afføringen og urinen), er det meget vigtigt at opsøge læge, da det kan dreje sig om en diskus prolaps.

Feber

Kroppens normale temperatur er omkring 37°C. Temperaturen er lavest om morgenen, hvor den er ca. 36,5°C – herefter vil den stige lidt i løbet af dagen. Hvis kroppen er udsat for en infektion, vil temperaturen almindeligvis stige. Man siger, at man har feber, hvis temperaturen er over 38°C. Det er dog ikke så meget temperaturen, der afgør, hvor syg man er, men mere den generelle tilstand. Man kan godt føle sig stort set rask og samtidig have feber. Samtidig kan man også føle sig syg uden at have feber. Når man har feber, er det vigtigt at drikke rigeligt med væske, da kroppen forbruger mere væske end normalt under feberen.

Hovedpine

Hovedpine kan skyldes mange forskellige ting. Langt de fleste mennesker oplever at have hovedpine en gang i mellem, uden at de rigtigt føler sig syge. Selvom man ikke føler sig syg, kan det være meget generende at have hovedpine, det kan påvirke ens humør, overskud, fysiske udfoldelse og lysten til at være sammen med andre. Hvis man ofte har hovedpine kan det skyldes, at man lider af migræne, der kan være meget smertefuldt, og eventuelt følges af synsforstyrrelser. Hovedpine kan også skyldes, at man lider af muskelspændinger i den øverste del af ryggen og nakken, der så forplanter sig hen over kraniet som hovedpine.

Træthed

Alle mennesker er trætte nu og da, og den hyppigste årsag er naturligvis manglende søvn. Derudover er der rigtigt mange grunde til at man kan føle sig træt. Træthed kan være tegn på sygdom, men man skal dog huske, at det at være træt i sig selv ikke er et tegn på sygdom. I forbindelse med almindelige sygdomme som for eksempel forkølelse, dårlig mave eller influenza er det helt normalt at være træt i en kortere eller længere periode. En anden hyppig årsag til træthed er jernmangel hos kvinder der menstruerer. Dette skyldes, at man taber en del blod og dermed jern ved menstruationen. Træthed kan også skyldes en usund levevis med usund mad, for lidt væske, for mange cigaretter og alkohol og for lidt søvn. Til sidst skal det også nævnes, at man kan føle sig træt, hvis man er stresset eller hvis man har det skidt og er ked af det.

Links